De seneste par uger har jeg været til en del fødselsdage – både Linus’, Fridas, Olivias og Jolies.
Den første fødselsdag var hos Linus lørdag for to uger siden. Her fik vi kage og boller. Og bagefter legede jeg med de store børn, hvor vi bl.a. hoppede vildt på en trampolin.
De var alle flinke til at tage sig af mig – ikke mindst Frida, som hele tiden passede på mig. Det kan godt være, at vi tager vores kampe en gang imellem – men hun passer nu godt på sin lillesøster.
Vi spiste også aftensmad til fødselsdagen, så det blev ret sent, inden vi kom hjem og i seng.
Næste fødselsdag var så Fridas, der blev fejret over flere dage. Forrige søndag var familien på besøg: Henrik, Filippa, Linus, mormor, morfar, Karen, Anni, Jarno, Niclas og Mathilde (Janne kunne ikke komme).
Først pakkede Frida gaver ud, og bagefter legede vi lidt, inden vi skulle spise. Jeg sad ved børnebordet sammen med alle de andre børn. Her fik vi boller, regnbueis og marengskys – alt sammen hjemmelavet af mor. Og så fik vi kakao med flødeskum til – noget som jeg kan sidde meget længe ved og spise med ske.
Mathilde havde også en prinsessekjole med, der var blevet for lille til hende – så den fik jeg. Det blev jeg meget glad for, og fejrede det med at danse med morfar. Om eftermiddagen var vi en tur i gården og i Landbohøjskolens Have – og sluttede så fødselsdagen af med muffins.
Fridas rigtige fødselsdag var dog i onsdags. Her vågnede jeg lige, da Frida stod op og kunne derfor være med til at se Frida pakke gaver op. Hun fik bl.a. en flot, rød cykel – som jeg gerne vil arve, når den bliver for lille til hende.
Efter gaveudpakningen hentede far morgenmad, og så kom jeg ellers i seng igen til en tidlig middagslur.
Da jeg havde sovet, kørte vi til Tivoli. Her købte vi alle fire et turpas, så vi kunne prøve det hele sammen. Jeg prøvede en masse ting – også nogle af de mere vilde forlystelser som Karavanen og Galejen. Mor og far var vist lidt spændte på, hvordan jeg ville tage dem – men jeg syntes bare, at de var rigtig sjove.
Den sjoveste forlystelse var dog Den Flyvende Kuffert med alle H. C. Andersens eventyr. Efter ønske fra mig sluttede vi da også af med at prøve den igen, inden vi kørte hjemad.
På vejen hentede vi Ellinor, og lidt senere kom Rosa og Olivia også for at spise aftensmad med os – pandekager med is. Til sidst var jeg dog rigtig træt efter en meget lang dag.
I forgårs var det så Olivias og Jolies tur til at holde fødselsdag – som de fejrede sammen, da de begge to har fødselsdag i september. Jeg var dernede sammen med Frida – og Rosa og Anna var der også. Det var en hyggelig fødselsdag, hvor vi fik boller og kagemand – og masser af kakao med flødeskum, som jeg drak (eller det vil sige spiste med ske) fire kopper af.
Dagen gik rigtig fint uden noget ballade, selvom jeg var meget træt. Da jeg kom hjem, var jeg dog klar til at blive puttet meget tidligt.
Jeg har dog også lavet andet end at være til fødselsdag.
Tirsdag for tre uger siden var jeg med Frida og far til capoeira. Desværre var Olivia og Jolie der ikke, så det var lidt kedeligt at vente udenfor. Til sidst fik vi dog lov til at komme ind og se på.
Om onsdagen kom far og hentede os i Børneambassaden. Her sad Frida og jeg og tegnede sammen ude på legepladsen.
Fredag var vi alle fire i Frederiksberg Centret for at købe gave til Linus. Og bagefter bagte vi kage, som Frida og jeg fik, mens vi så Disneysjov.
Næste dag var det så Linus’ fødselsdag og om søndagen slappede vi af hjemme om formiddagen. Efter min middagslur var vi på Bülowsvejskolens legeplads, som jeg godt kunne bruge – selvom den jo faktisk er for større børn.
På vejen hjem igen mødte vi Jolie, som kom op til mig. Det samme gjorde Olivia, og så spiste de begge to aftensmad hos os. Dagen sluttede af med, at Olivia og Frida opførte et show hos Olivia.
Forrige onsdag var jeg med vuggestuen på junglelegepladsen. Den var lavet om og havde bl.a. en trampolin, som jeg syntes var meget sjov at hoppe på.
Om torsdagen kom mor for at hente os – og her var Jolie med. Olivia var til ballet sammen med både Zandra og Shyam, så mor havde lovet at kigge efter Jolie. Da vi kom hjem, var vi en tur i gården, hvor også Rosa, Anna og Rie var.
Fredag var vi alene med far, da mor var i teatret. Han tog os med på McDonalds, og senere så vi Disneysjov og fik fredagsslik – noget jeg havde snakket om hele ugen (ikke mindst i vuggestuen).
Lørdag skulle mor forberede Fridas fødselsdagsfest om søndagen, så far tog Frida og jeg med på legeplads i kassecyklen. Først var vi på legepladsen i Skydebanehaven, og bagefter to vi på legepladsen i Enghaveparken. På vejen hjem fik vi en is.
I tirsdags var jeg så igen med til capoeria – og her var Jolie der heldigvis også, så vi kunne lege lidt. Til gengæld sluttede det ikke af med, at vi alle sammen skulle ind i salen – og det blev jeg ret sur over.
Da jeg kom ned i vuggestuen i fredags lidt over ni, var de andre taget på tur, så jeg måtte passes i gruppe 12. Men det gjorde nu ikke så meget, for så var vi på legepladsen i stedet.
Weekenden gik med fødselsdag hos Olivia og Jolie lørdag, og søndag var jeg på legeplads med mor og Frida. Begge dage var far til øveweekend i Svogerslev fra om morgenen til om eftermiddagen.
Jeg er begyndt at stå tidligere op en del morgener. Det tidligste har været 5.45 (hvor det stadig var halvmørkt) – men ellers er det normalt et sted mellem 6 og 6.30 (en enkelt dag sov jeg dog til 7.45). Ofte står jeg op, fordi jeg også hører Frida stå op.
Tit har jeg også lidt svært ved at falde i søvn. Så skal jeg lige have noget vand (flere gange) – og have mor eller far til at putte dynen på mig (selvom jeg faktisk godt kan selv).
En enkelt nat kunne jeg heller ikke falde i søvn igen, så der kom jeg ind og lå på en madras hos mor og far – og lidt senere kom Frida faktisk også derind og sov.
Jeg har også fået et ritual med at bede om skub-op-is, lige inden jeg skal sove – en enkelt nat vågnede jeg endda også op midt om natten og bad om det. Mor og far undrede sig lidt over, hvor det kom fra – indtil de fandt ud af, at når børnene slår sig i vuggestuen, så får de en skub-op-is på bulen.