Mens jeg var i Burma, følte jeg mig næsten som en rockstjerne. Overalt hvor jeg kom, ville folk hilse på mig, tage fat i mig, kramme mig og ikke mindst fotografere mig. Det var ok i starten, men efterhånden blev det ret belastende – specielt når jeg var træt eller sur. Så gad jeg bare ikke snakke med nogen.
Heldigvis er det (næsten) slut, efter at jeg er tilbage i Thailand. Det sker da stadig, at der er nogen, som vil hilse på mig. Men det er på en meget mere behersket måde. Og fordi de sandsynligvis synes, at jeg er sød – og ikke fordi de nærmest aldrig har set sådan en som mig før.
Men til trods for den (alt for) meget opmærksomhed, så havde vi det nu dejligt i Burma. I Bagan fik vi set en masse templer – og en masse burmesere fik set mig. En dag, hvor vi skulle se et lokalt tempel, kom en minibus kørende – og ud sprang en masse mennesker, som begyndte at fotografere mig i stedet for templet.
Næste dag var vi på en heldagstur med taxa. Vi startede på et marked, hvor opmærksomheden faktisk var mindre end ved templerne. Her havde de åbenbart mere travlt med at købe og sælge.
Pausen varede dog kun til vi kom til det første tempel. Så startede det forfra med at alle ville have taget billeder. Og det var sådan set ok, men når de også ville tage mig op, så forstod de ikke et nej – til trods for meget tydeligt kropssprog fra mig.
Så det blev en noget anstrengende dag med mange templer – og mange fotos. Og da jeg heller ikke fik nogen middagslur, sov jeg meget hurtigt efter, at vi havde set solnedgang fra det sidste tempel.
Dagen efter slappede vi af, og jeg fik en god middagslur – og bagefter en tur i poolen. Sidst på eftermiddagen tog vi så en hestevogn til et tempel, hvor vi også kunne se solnedgang. Her var også rigtig mange mennesker, men de fleste var turister, så jeg slap for opmærksomheden.
Næste dag skulle vi så rejse videre fra Bagan. Men vi skulle først flyve sidst på eftermiddagen, så jeg nåede at få en tidlig middagslur, inden vi checkede ud fra hotellet. Så tog vi en hestevogn til et tempel i nærheden, hvor vi også havde planlagt at spise frokost. Men her var ikke noget, som Frida og jeg kunne spise, så vi spiste frokost på hotellet.
I lufthavnen var der ingen strøm – og derved heller ingen aircondition. Så det var en meget varm ventetid, men med noget forsinkelse kom vi mod Yangon.
Det var efterhånden blevet over min sengetid, da vi landede i Yangon, men jeg nægtede at sove i taxaen. Så først da vi havde fået vores værelse, faldt jeg i søvn. Men nu var klokken også blevet 21.
Forrige onsdag var så vores første dag i Yangon. Efter at have spist morgenmad og pakket ud, gik vi til et lokalt shoppingcenter. Og hvis jeg havde troet, at opmærksomheden blev mindre af, at jeg var kommet til en storby, så skulle jeg blive klogere.
Den var nærmest større end i Bagan. Bl.a. blev Frida og jeg observeret fra en etage over os af noget af personalet, mens vi spiste is. I lang tid stod de bare og kiggede på os. Underligt at de ikke havde noget arbejde, som de skulle have lavet.
Øverst i centret var der et legeland, som jeg fik lov til at prøve, efter at jeg var vågnet fra en kort middagslur i min klapvogn. Det var rigtig sjovt.
Efter shoppingturen tog vi tilbage til hotellets pool, der havde rigtig varmt vand. Aftensmaden blev spist på en lokal restaurant, hvor de havde to gyngeheste, som Frida og jeg kunne lege med.
Næste dag var det meningen, at mor og far skulle have vasket tøj. Efter en lang taxatur, lykkedes det os at finde stedet – men det var alt for dyrt. Der lå dog et supermarked lige ved siden af, så vi fik købt lidt ind, inden vi tog tilbage til hotellet. Turen havde åbenbart taget hårdt på mig, for jeg 2,5 timer, så den dag nåede jeg ikke poolen.
Efter et par dage, hvor vi ikke havde lavet så meget, var det tid til at se et tempel igen – Shwedagon pagoden, der i Burmas mest kendte. Opmærksomheden var som altid enorm, og den blev ikke mindre af, at jeg på grund af varmen havde bar mave, når jeg sad i min klapvogn.
Bagefter gentog dagen sig på samme måde som de andre dage med middagslur, en tur i poolen og aftensmad på den lokale restaurant.
Næste dag byttede vi så lidt om på rækkefølgen og tog pool og middagslur først. Bagefter tog vi til Yangons zoologiske have. Her var opmærksomheden naturligvis også stor – og seancen med at blive kigget på, mens vi spiste is, gentog sig. Denne gang stod de bare en meter fra os – når de da ikke lige skulle nive mig i armen. Og de gik ikke, selvom vi vist alle fire signalerede ret stor afvisning.
Da vi var færdige i zoologisk have, gik vi en tur langs en sø, inden vi sluttede aftenen på vores lokale restaurant. Her var jeg efterhånden blevet ret træt – hvilket resulterede i, at jeg blev fjollet. Og når jeg bliver det, vil jeg pludselig gerne have opmærksomheden. Så kan jeg pludselig godt vinke, når andre vinker til mig.
Efter to dage, hvor vi ikke kunne gå i fred – og hvor varmen samtidig var enorm, så vores tålmodighed blev endnu mindre, havde vi lyst til lidt aircondition. Så vi tog til et shoppingcenter, hvor opmærksomheden var noget mere diskret.
Folk kiggede stadig, og der blev også taget et par billeder. Men jeg blev ikke ”angrebet” bagfra og taget op, uden at jeg kunne gøre noget. Her var folk klart mere velopdragne.
Efter et par timer i centret, hvor vi bl.a. spiste frokost og fik en is, tog vi tilbage til hotellet. Her spiste vi på hotellets restaurant, inden det var tid til at sove.
Forrige mandag var det så tid til at forlade Burma. Frida vågnede tidligt – og fik vækket mig. Så fik vi pakket det sidste, og tog en taxa mod lufthavnen. Men til trods for masser af varme og udstødningsrøg gennem de åbne vinduer, lykkedes det os alle fire at komme til lufthavnen uden ”uheld”. Jeg tror helt sikkert, at de slikkepinde, som vi fik, hjalp på det.
I lufthavnen kom vi først om bord på flyet takket være min status som baby. Turen til Bangkok var ret begivenhedsløs, men alligevel faldt jeg ikke i søvn. Det gjorde jeg til gengæld, da vi checkede ind. Så turen igennem sikkerhedskontrollen blev foretaget sovende.
Efter at have ventet et par timer i Bangkok lufthavnen, fløj vi videre mod Krabi. Og hverken i flyet eller i den efterfølgende taxa, kunne jeg sove. Så det blev endnu engang ret sent, inden jeg endelig faldt i søvn på det nye hotelværelse i Ao Nang.
Næste dag mødte vi pludselig Jens, Helen og Lasse. De var åbenbart på ferie på præcis samme hotel som os. Ifølge mor og far var det dog planlagt.
Men under alle omstændigheder var det i hvert fald hyggeligt at være sammen med dem. Jeg fik leget lidt med Lasse, og efterhånden blev jeg også så fortrolig med Jens og Helen, at jeg uden videre tog dem i hånden eller blev båret rundt af dem.
Ugen i Ao Nang var rigtig hyggelig. Jeg fik badet en hel masse i den dejlige pool, som vi havde direkte adgang til fra vores hotelværelse. Og om aftenen spiste vi alle syv aftensmad sammen. Eneste problem var, at det ofte blev lidt (for) sent, inden vi kom i seng.
Vi fik dog også oplevet en del. En dag var vi bl.a. ude at ride på elefanter, og bagefter så vi et show, hvor en lille elefant lavede en masse kunstner.
En anden dag var vi på sejltur, hvor vi sejlede til fire strande i området. Vi havde godt nok klapvogn med, men det var ikke rigtig muligt at få sovet. Så i stedet faldt jeg i søvn i klapvognen, mens vi sejlede hjem i vores longtail-båd – og jeg måtte derfor bæres sovende i land.
Longtail-båd var dog ikke det eneste transportmiddel, som jeg fik prøvet. Vi fik også kørt en masse i tuktuk, hvilket var en rigtig sjov oplevelse.
Efter en uge sammen med Jens, Helen og Lasse i Ao Nang, var det i mandags tid til at tage videre til Koh Lanta. Vi fik sagt farvel og blev hentet af en minibus. Her var der en autostol – hvilket jeg ikke havde oplevet andre steder på vores rejse. Så først jeg faktisk ikke meget for at skulle sidde fastspændt i den – men det var nu rart nok at komme lidt højere op, så jeg bedre kunne se ud af vinduerne.
3,5 timer efter vores afgang i Ao Nang, var vi fremme ved det næste sted på Koh Lanta. Her har vi fået en hel villa med to soveværelser. Så Frida og jeg kan sove hvert vores sted – og derved undgå at vække hinanden.
Vores første hele dag i går blev brugt til at slappe lidt af og købe lidt ind. Først fik jeg en middagslur, og bagefter gik vi ned til byen for at handle ind. Og ”ned” er et meget dækkende ord, for vi bor højt oppe på en bakke. Udsigten er flot, men turen op er lang og hård. Derfor fik vi også fat i en bil, der kunne køre os, da vi skulle tilbage med alle vores varer.
Bagefter var vi en tur ved poolen, og så bestilte vi noget aftensmad. Inden det kom, var klokken blevet mange, så jeg kom ret sent i seng.
Jeg udvikler mig stadig rigtig meget, og mor og far har jo gode muligheder for at følge med. Hele tiden lærer jeg nye ord, og noget af det, som jeg siger meget, er ”hvor mor af” – hvilket betyder ”hvor er mor blevet af”.
Så er jeg også begyndt at hoppe, så begge fødder faktisk løfter sig fra jorden. Resultatet er dog som regel, at jeg sætter mig på numsen – men så er det jo godt, at jeg har ble på.