Jeg har efterhånden lært en del nye ord – faktisk så mange, at det efterhånden er svært at holde styr på.
Hver dag kommer der nye ord til, og dem jeg allerede kunne, bliver tydeligere og tydeligere udtalte. Jeg er også begyndt at sætte flere ord sammen som “det dig”, “jeg klar” og “hej mor”.
Andre ord som jeg har lært på det seneste er “sommerfugl”, “babu”, “spejl” – og ikke mindst “is” (“it”), som jeg meget gerne siger igen og igen.
Jeg kan dog ikke helt finde ud af det med “dig” og “mig”. Når mor peger på et billede og siger “det er dig”, så skal jeg åbenbart ikke sige det samme. For det er åbenbart ikke “dig”, når jeg er på billedet. Det er meget forvirrende.
Jeg er også begyndt bruge den trehjulede cykel lidt. Den er dog stadig for høj til, at jeg kan sidde på sadlen, så lige nu går jeg bare med den, mens jeg holder i styret.
Så har jeg også fået en ny tand – en kindtand i overmunden i venstre side. Og min sidste fortand er vist også snart på vej.
Min søvn går lidt op og ned. Jeg har haft en periode, hvor jeg har haft svært ved at sove om aftenen. Flere gange er den blevet over 20, før jeg endelig er faldet til ro (efter at have været oppe flere gange). Og en enkelt gang blev den faktisk 20.30.
Til gengæld sover jeg for det mest stadig længe. Det er sjældent, at jeg står op før 6.30 – og ofte er det tættere på 7. En enkelt morgen sov jeg endda til 7.45.
Nu nærmer vores rejse sig efterhånden også, så forrige lørdag var jeg med mor ude for at købe sandaler. Senere hængte mor og far vores nye discokugle op på mit værelse. Den giver et rigtig flot lys.
Dagen efter var vi på Statens Museum for Kunst. Her har de et værksted, hvor man kan klippe-klistre. Jeg nøjedes dog bare med at tegne en lille smule.
En anden rejseforberedelse er, at vi skal vaccineres. Så det skete forrige mandag. Far fik første stik, og han så ud til, at det var ok. Så var det Fridas tur, og hun kunne absolut ikke lide det, så hun skreg og sprællede. Det gjorde så, at jeg blev bange for det, og jeg blev meget ked af det, da lægen stak. Men så kom han med noget legetøj, som jeg måtte få med hjem – og så var alt glemt igen. På turen hjem fik vi endda noget slik.
Så er jeg og Frida også blevet passet hos farmor de sidste to weekender. I forrige weekend skulle mor og far til julefrokost, så der kom vi ud til farmor om lørdagen. Her var vi på legeplads både lørdag og søndag, inden farmor kørte os hjem igen.
I denne weekend har far spillet nytårskoncert. Så lørdag var jeg alene hjemme med Frida og mor. Om formiddagen var Olivia og Zandra på besøg.
Søndag kørte vi så alle fire ud til farmor, for her skulle mor høre nytårskoncerten. Frida og jeg overnattede hos farmor, og næste dag var vi kort på legeplads. Men det var ret koldt, så i stedet gik vi op i fælleshuset for at spille bold. Senere kom far og hentede os.
Da jeg kom hjem, mente mor, at det var på tide, at jeg blev klippet. Så for første gang i mit liv fik jeg klippet hår – og mor tog godt fat, så jeg er ret korthåret lige nu. I hvert fald så korthåret, at de lagde mærke til det i vuggestuen i dag.